Først havde jeg dårlig samvittighed. Sort, regnvejrs-tung samvittighed over ikke at skrive flere blogindlæg, end jeg gjorde. Sagen var bare, at jeg var tom for ord, tom for meninger og jeg havde andre ting at tage mig af og til, som for eksempel det, jeg bliver betalt for at udføre. Dernæst blev jeg laissez faire en rum tid. Sådan: “Ah, det er jo også ferietid. Hvem læser egentlig med anyhow?” og tyngden forsvandt fra mine skuldre, hvilket føltes besnærende rart.

Og først herefter, da jeg gav slip på al den forbandede ‘åh, du burde også…’ og ‘helt ærligt, der er folk, der regner med, at du giver lyd fra dig’, begyndte sætninger, som jeg tænkte, at jeg måtte nå at få nedfældet her på bloggen, inden de forsvandt igen, at dukke op i mit hoved. Ting, jeg gerne ville dele, poppede op. Små hverdags-momenter, store øjeblikke, fine Etsy-fund, TED-talks om kærlighed og små, skøre ting som nu halvanden-årige Elizabeth, der kækt råber: “Meeeeere koldeeeee”, når hun er tørstig og går rundt med hænderne i siden og siger. “Nåeh” til alt. August, der er så sød og følsom og stærk. Og klog. Tatjana, der bare er smuk og fin og sjov som altid.

Og nu er jeg her. Lidt klogere på det hele, tror jeg. Jeg har virkelig funderet over, om jeg skulle lukke og slukke bloggen. For jeg kommer ikke til at skrive hver dag. Jeg har ikke intentioner om, at bloggen skal blive min levevej. Men jeg elsker at skrive og jeg elsker, at I følger med. Så for nu må det være nok. Jeg satser på kvalitet fremfor kvantitet. Ingen dårlig samvittighed. Bare ærlighed. Jeg håber sådan, at det også er nok for jer?

Ps. Som I kan se på ovenstående billede, har jeg også hænderne fulde med denne unge dame, der tror at kakaopulver, kokosmel, hvedemel og brun farin rent faktisk er til for hendes fornøjelse. Shit, hvor hun sviner.