Comments on: Om at slå sig selv oven i hovedet.

By: Øreringe til små børn og kvinders fordømmelse af hinandens evner som mor | Copenhagen Kiddo

Sun, 09 Feb 2014 19:14:58 +0000

[…] Der er en tendens til, at (især) kvinder dømmer hinandens måde at være forældre på, og jeg synes det er ved at være nok. Så længe et barn får kærlighed og har det godt, hvorfor har folk så så travlt med, om man er en god forælder eller ej? Det gælder selvfølgelig ikke kun problemstillingen om øreringe, men rigtig mange af de beslutninger vi tager som forældre. For eksempel, når man ser et uddrag af en situation mellem en mor og hendes barn, som Maria har skrevet et rigtig fint indlæg om her. […]

By: Maria

Maria — Sun, 18 Aug 2013 14:58:07 +0000

Det er altså mig, der nu bukker og nejer og siger TAK for din ærlighed, Julie <3 Tak for at føle, at jeg ikke er alene... det betyder alverden.

By: Maria

Maria — Sun, 18 Aug 2013 13:29:06 +0000

Det var absolut så lidt, Sidsel. Og tak for din ærlighed. Vi er jo nemlig slet ikke perfekte... og de der idealer, ikke? De er så tårnhøje, og falder vi igennem, er vi (kvinder) de værste til at slå os selv (og til tider også andre) gedigent oven i hovedet. Suk. Kram og med ønske om, at vi giver hinanden og os selv lidt mere slack... <3

By: Julie

Julie — Sat, 17 Aug 2013 18:04:05 +0000

Det er så befriende, SÅ befriende, at læse indlæg som dem her.. jeg kan føle mig som den største fallit-mor, fordi jeg:

1) er rigtig dårlig til at lege med lego eller biler i flere timer. Det tog mig lang tid at erkende, at det er ok.
2) har haft flere gange, hvor jeg har råbt og været ved at tude af afmagt i et supermarked eller andre steder i det offentlige rum og efterfølgende har set, hvor ked den 3-årige blev
3) fordi jeg CRAVER alene-tid. Jeg ELSKER det. Og det er som om, jeg altid skal forsvare det over for andre mødre, der ikke forstår, at jeg f.eks. kan være hele SEKS dage i New York uden barn. SAVNER jeg da ham ikke??? Øh jo. Men hvornår er savn blevet en dårlig ting?

Jeg gør mit bedste ligesom alle andre. Og ja, gid vi kvinder var lidt mindre hårde ved hinanden. Jeg har mere end én gang fået et dømmende blik fra en anden kvinde, når min søn har valgt at skrige løs i Rema 1000. Selv har jeg lyst til at gå hen og kramme mødre, der står i samme situation.

By: Sidsel

Sidsel — Sat, 17 Aug 2013 08:10:13 +0000

Maria. TAK fordi du tør blotte dig og dermed uddeler et varmt forstående kram til alle os mødre med høje idealer, som vi nu og da slet slet ikke lever op til. Tak.

By: Signe

Signe — Wed, 14 Aug 2013 08:47:09 +0000

Det er jeg glad for :) kram tilbage til dig

By: Maria

Maria — Wed, 14 Aug 2013 07:32:54 +0000

Søde Rikke… du har ret. Der ER jo netop læring i det for ungerne. Jeg kendte engang en pige, hvis forældre fuldkommen pludseligt, i hvert fald i hendes optik, blev skilt. Hun havde aldrig hørt dem skændtes, havde aldrig hørt dem diskutere og havde aldrig været vant til følelsesudbrud eller hævede stemmer i familien (de manglende udtryk var dog ikke tegn på lykkelighed, viste det sig). Hun troede kort sagt at forældrene var overmennesker. Jeg tror faktisk ikke på, at man behøver at skåne ungerne så meget. Det er okay, at de ser, at man også kan være udkogt og irriterende… men efterspillet, at forklare hvorfor, hvordan og at børnene ikke har skyld, er vigtigt.

PS. Du kan selv være fantastisk :-)

By: Maria

Maria — Wed, 14 Aug 2013 06:50:51 +0000

Kærlighed lige tilbage til dig <3 Jeg er virkelig, som i virkelig, glad for din kommentar. Mange kram til dig.

By: Maria

Maria — Wed, 14 Aug 2013 06:50:01 +0000

Åh ja, helt dernede i maven. Det er også sådan, jeg mærker det. Men ja, vi ER jo bare mennesker (eller meget store børn, tænker jeg nogle gange på)… erkendelse er bare det vigtigste.

By: Maria

Maria — Wed, 14 Aug 2013 06:43:01 +0000

Ah, ja – det skal jo ligesom fungere :-D