Food | Fastelavnsboller med marcipan

På den her tid af året plejer jeg at bage et hav af fastelavnsboller…. hvert år, siden August var 2 år, har vi nemlig afholdt et brag af en fastelavnsfest (vi taler 50 børn og 50 voksne)… men i år har Augustes far, den abekat, lagt deres vinterferie-tur i netop den uge, hvor der er fastelavn. Anyhow… børnene er vist også blevet lidt for store til at finde tøndeslagning morsom, så jeg planlægger nu en UHYGGELIG Halloween-fest til efteråret, og så må fastelavns-traditionen genopstå med Elizabeth.

Selvom der intet stort kalas er i sigte, bragte jeg og lille, sød tre-årig (hvis du er ny her på bloggen, og funderer over, hvem den lille dreng, jeg tit omtaler, er, så læs med her) alligevel bløde, søde, kardemomme- og marcipanfyldte fastelavnsboller til verden hence den yndige pynt (apropos at bringe til verden, så mener føromtalte drengebarn, at børn kommer ind i maven ved at voksne lægger dem derind, når babyerne sover… klart).

Egentlig plejer jeg at bage fastelavnsboller, der er meget mere snaskede, men jeg kan altså rent faktisk bedst lide fastelavnsboller på gærdej, så jeg fandt igen min oldgamle opskrift frem, som jeg har haft, siden jeg var barn. Resultatet er bløde og søde boller med et indre af marcipan (eller creme eller syltetøj, hvis du mere er til dét).

Uhm!

Ingredienser (12 stk):
500 g hvedemel
50 g gær
2 1/2 spsk sukker
3 tsk kardemomme
2 store æg
300 g koldt smør, skåret i tern
1 1/2 dl sødmælk

Marcipan-fyld:
100 g marcipan
100 g smør
100 g sukker

Sådan gør du:
Lun mælken og opløs gæren i mælken. Tilsæt alle andre ingredienser og rør dejen jævn, fx med en elpisker eller endnu bedre: I en røremaskine i omkring 10 minutter. Lad nu dejen hvile i 15 minutter i køleskabet og rul herefter dejen ud til cirka 30 cm × 40 cm, hvorefter du med en kniv deler dejen i 12 kvadratiske stykker.

På hver kvadrat lægger du med en ske lidt marcipanmasse og folder dejen omkring marcipanen, som pakkede du en simpel pakke (altså: de to lange ender ind over hinanden og herefter de to korte ender indover de lange ender + pres lidt sammen). Læg fastelavnsbollerne på en bageplade med lukningen nedad, lad dem hæve en god times tid, pensl efter hævetiden bollerne med pisket æg og bag fastelavnsbollerne i 10-15 minutter ved 220 grader.

Når fastelavnsbollerne er blevet kolde, er det bare om at pynte dem!

Comments
4 Responses to “Food | Fastelavnsboller med marcipan”
  1. Mette Boysen says:

    Søde Maria, du frister svage sjæle, jeg tror sgu jeg vil bage. Har I det dejligt? Hvor er det dog en lækker dame, I har fået. Kys familien og så håber jeg snart, vi ses!

    • Maria says:

      Vi snakkede netop om jer i går og funderede over, om I ikke har lyst til at komme på besøg? Btw: Svage sjæle skal have kage for at fungere <3

  2. Nanna says:

    Hov! Fastalavnsbolle OG marcipan?! Så bliver det da vist ikke meget bedre :-)

Leave A Comment

Please verify that youre a not a spammer *