All the pink and all the black.

Jeg tænker meget over det her med, hvilket billede, jeg giver udadtil, når jeg skriver blogindlæg. Jeg prøver at balancere mellem at vise de fine sider af mit liv, men samtidig fortælle om de tidspunkter, hvor jeg ærligt talt har mest lyst til at sætte mig ned og tude. Jeg prøver at indvie dig i det, der gør både godt og ondt. Og jeg prøver at være personlig, men ikke privat.

Det er svært og balancegangen er en sær én.

I tiden fra min blogs start, hvor jeg skøjtede lidt mere hen over mode- og beauty-stof, og prøvede at finde ud af, hvad det her fristed egentlig skulle omhandle, til i dag, hvor jeg håber, du kan mærke, at jeg lukker dig lidt mere ind (?), har jeg ikke skrevet om hverken min tid som totalt stress- og angstramt, om den bog, jeg har skrevet om samme emne, eller om hvordan det mon er, den dag i dag, stadig, kropsligt og sjæleligt, at være ramt af det, der skete for mange, mange år siden.

Hvordan det for eksempel er ikke at kunne multitaske x 1000 mere. At acceptere at det er som om en del af min hjerne er svitset væk. Hvordan det er ikke at kunne samtale samtidig med, at jeg skærer broccoli-buketter ud. Ikke at kunne tænke, eller skrive, hvis der er larm. At blive svimmel og dårlig og kvalm, hvis der sker for meget omkring mig på én gang. At ville så meget og ikke altid at være i stand til at gøre det, jeg vil. Jeg kunne skrive poetisk om det, men for at være helt ærlig: It sucks.

Sandheden er, at selvom jeg (sådan nogenlunde da) accepterer, at jeg ikke er som før, og selvom jeg nok i grunden, den dag i dag, kan og gør mere end et helt almindeligt menneske kan/gør, så er det ALLERmest provokerende ved mit liv, at jeg ikke er som før. At jeg ikke kan som før. Og ikke kan gøre noget ved det. Udfordringen, dag ud og dag ind, ligger i at planlægge, strukturere og glædes over det, der er. Det er ikke altid nemt.

Idéen til det her blogindlæg kom, da jeg læste Christina Melchiors fuldkommen fantastiske blogindlæg om stress (kram til hende!). Hun skriver blandt andet: “Det er jo bizart at gå fra at være Dronningen af multi-tasking til ikke at kunne skrælle en gulerod, hvis nogen taler til en.”

Oh, do I know the feeling.

Comments
10 Responses to “All the pink and all the black.”
  1. Ville så gerne skrive et eller andet dybsindigt om det at være kvinde og stressramt og om at acceptere tilværelsen, som den nu en gang former sig, men det kan jeg ikke. Kan kun sende masser af medfølelse og gode tanker. Min svigerfar er invalidepensionist pga netop stress, så jeg har den største respekt for den sygdom, og derfor er jeg også rigtig dårlig til at acceptere, når folk siger, at de er uh så stressede – nej, de er pressede, og stress må man ikke spøge med.

    Alt det bedste til dig! <3

    • Maria says:

      Tusinde tak, Marina <3 Sagen er jo, at der ikke er ret meget godt at sige om stressen i sig selv... det man lærer om sig selv af den, er en anden sag. Jeg har det jo på mange måder super i dag, men vel i grunden kun, fordi jeg kan freelance og være min egen chef, tage en slapper, hvis det er påkrævet, lytter og agerer... og bestemmer tempoet selv. Som jeg også skriver, så er mit energiniveau på ugebasis nok i grunden højere end så mange andre menneskers på en måned... det hjælper bare ikke at måle sig med andre, for engang kunne jeg jo mere ;-)

      Det lyder godt nok slemt med din svigerfar… av. Det rammer hårdt som bare f…, når man kommer op i alderen.

  2. Michala says:

    Av, den fik mig lige tilbage. Tilbage til den gang hvor jeg var hjemme med stress, faktisk et helt år var jeg hjemme… Kroppen sagde fra, og gudskelov da for det, når nu man ikke selv åbnebart kan finde ud af det!

    Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende, men jeg vil også sige at man kommer ud på den anden side med så meget mere viden om sig selv, viden som også er guld værd idag, jeg kan nu lytte til alle de små signaler løbende og sikre at jeg aldrig igen udsætter mig selv for det pres.

    Det værste for mig er de ting jeg har glemt som ikke kommer igen, længe sagde min psykolog, giv det tid det kommer…. Men efter et stykke tid sagde hun også at jeg nok skulle begynde at vænne mig til tanken om de ting som nok var forsvundet i min hukommelse forevigt, det er mærkeligt at tænke på. Jeg oplevede en dag og sidde og se en film som min veninde fortalte mig at vi altså havde set sammen i biografen, jeg anede IKKE hvad den handlede om, det var skræmmende, en film er selvfølgelig lige gyldigt, men de ting jeg ikke ved jeg har glemt og alrig finder ud af det er skræmmende….

    Jeg vil meget gerne læse din bog <3

    • Maria says:

      Åh, også dig? Du har fuldkommen ret i, at stressen (og for mit vedkommende angsten) har lært mig meget om mig selv, har gjort mig mere empatisk overfor andre… og selvom jeg bander signalerne langt væk, altså svimmelheden og kvalmen, når den kommer, så er jeg selvfølgelig også glad for, at de fortæller mig en ting eller to, inden læsset vælter. Det kommer bare ofte så pokkers ubelejligt ;-)

      Shit, hvor er det en vild historie vedrørende biografen. Det kan jeg godt forstå, at du fandt skræmmende… jeg kan (hø hø) ikke huske, om jeg har glemt ting som sådan… men jeg er i hvert fald præget af episoden, på godt og ondt.

      Vedrørende min bog, så tror jeg, at den er udsolgt fra forlaget, men den findes på biblioteket <3

  3. byMelchiors says:

    Tak for den fine omtale. Jeg synes det er så skræmmende, så mange det rammer. Og at ingen ved hvordan det er, før man selv har ligget der. Forskellen på pres, travlhed og stress er himmelvid og ved at tale åbent om det gør vi det forhåbentlig nemmere for andre. Især fordi det også ofte medfører andre sygdomme fx depression for mit vedkommende.
    Håber du er godt på vej tilbage igen! <3

    • Maria says:

      Det er mig, der takker <3

      Ja, forskellen er himmelvid... jeg tror, det er komplet umuligt at forklare – og forstå – smerten, hvis ikke man selv har været der.

      Jeg er netop videre (det er vist sådan cirka 15 år siden, det her skete for mig, men jeg husker tydeligt både den kropslige og sjælelige smerte, alle tankerne: "Bliver det nogensinde okay igen*", "Bliver jeg mig selv?", "Skal jeg have det sådan her for ever?"... og jeg kæmper til dels stadig med eftervirkningerne, apropos mit indlæg.

      Jeg kan sige dig én ting (jeg kan faktisk sige meget, men for nu at gøre det kort...) og det er, at det BLIVER godt igen. Det bliver anderledes, men godt på en ny, og sådan set også bedre, måde. Din hjerne vil til tider kæmpe en kamp mod din krop, men du vil erfare, at du pludselig mærker din krops signaler på en anden måde (og det kan være skide irriterende, men ikke desto mindre sundt), du vil få så megen mere empati for andres situation(er) og følelser og du vil være nødsaget til at vælge din yndlingsis i stedet for at skovle 20 styks små-dårlige ind... hvis du forstår mit billedsprog. Det sidste giver alligevel ondt i maven ;-)

      Hvis du har brug for en sparringspartner, en at maile til og med, en, der ved, hvad det her handler om, og til dels hvad der skal gøres, så skriv til mig. Skriv meget gerne.

      Kram <3

      • byMelchiors says:

        Tak <3
        Og det vil jeg rigtig gerne.
        Jeg synes netop det er svært, at andre simpelthen ikke fatter, hvad man står i. At de tror det på nogen som helst måde kan sammenlignes med juletravlhed eller pres op til deadline. Man bliver automatisk lidt svag. Den der er sart og lidt til besvær som bare skal tage sig sammen, hvilket man jo fucking ikke kan.
        Alle har fortalt mig at det bliver godt igen og bedre. Fint. Jeg vil bare gerne være mig selv igen – og det tror jeg sgu aldrig at jeg bliver. Det er nok det, der skræmmer mig mest – og så er jeg træt af at skulle forsvare mig overfor folk, der ikke fatter hvad der sker, når hjernen er æblemos.

  4. Lisa says:

    Nu fik du mig sgu til at tude, Maria :’)

    Den der tredje passage der handler om, hvad du ikke kan længere, den er bare spot on.
    Det er lige præcis sådan, jeg har det her tre-fire år efter et rigtig ubehageligt stress-crash.
    Jeg troede bare, at det var mig, den var gal med, at jeg var utilstrækkelig, fordi jeg kun kan gøre en ting ad gangen nu. Ellers løber tankerne bare rundt mellem hinanden som forvirrede høns. Jeg kan heller ikke ret godt håndtere, når mere end et menneske taler til mig på samme tid, eller arbejde, hvis der ikke er helt ro omkring mig.

    Tak, tak, tak for et fantastisk og modigt indlæg, som gjorde mig rigtig glad.
    Det er SÅ rart at vide, at jeg ikke er alene.

    • Maria says:

      Nej nej, nej, ikke græde, Lisa <3 Men åh, hvor jeg kender det! Jeg sidder her og tænker, at jeg næsten skal skrive en artikel om senvirkninger af stress? For vi er jo ikke de eneste, åbenbart... hvilket, for mig også, er rart at høre. Jeg har jo også rendt rundt og tænkt: "Ej, men for helvede, Maria, kom nu i gang! Bliv nu bedre!" Men faktum er: Det bliver vist ikke bedre. Jo, på mange andre planer er mit liv blevet roligere, bedre, mere fantastisk, men når det gælder min manglende evne til larm, forvirring, mange mennesker, flere gøremål på én gang osv., så står jeg i stampe… det er lidt som at føle sig handicappet, ikke? At ville, men ikke kunne. Og det er noget lort… to be quite frank.

      • Maria R says:

        SKRIV den artikel, Maria! For guds skyld. Jeg tror nærmest ikke, der eksisterer litteratur/artikler om emnet (senvirkninger ved stress). Og det er SÅ vigtigt. For os der oplever det. Og føler os alene med det.

        Selv om vi er en del, der kender til det (som kommentarerne her bl.a. viser), er vi alligevel så få, at de færreste af os kender nogen personligt, der går det samme igennem, tror jeg. Og det er så utroligt svært at forstå for folk, der ikke selv har været der/er der. Uanset hvor følsomme og empatiske de ellers måtte være. De forstår det bare ikke. Og det giver en ensomhedsfølelse. Som bliver mindre, når vi endelig møder andre (også på skrift) der gør. Forstår. Helt ind til benet. Det sætter gang i tårekanalerne (som hos Lisa ovenfor), men på en uendeligt helende og lisende måde.

        Jeg pønser selv på at lave en blog (og på sigt coaching business), med bl.a. dette omdrejningspunkt. Lad os gøre ensomheden mindre, Maria <3

        TAK fordi du deler <3

        Det største knus og de allervarmeste hilsener fra
        Maria Rosenberg

Leave A Comment

Please verify that youre a not a spammer *