Og jeg er desværre ikke et hak anderledes, som jeg (måske halvhjertet) har prøvet at omprogrammere lidt i min hovede. For ens krop er jo resultat af de anstregelser, man har været igennem og langt de fleste vender jo ikke straks tilbage som veltrimmede sylfider. Og alligevel måler og vejer man sg mod et helt urimeligt kropsbillede (for mit vedkommende er det nok, hvordan jeg så ud som 18-årig. Virkelig mærkeligt!)

Strækmærker fik jeg også en del af under min graviditet. Min mor, som har født seks børn, har tre bittebittesmå, nærmest mikroskopiske strækmærker. Jeg må have min. 25, der i starten lignede ildebrand.

Jeg var/er ked af det over dem, selvom min mand så sødt fortæller mig, ‘at det bare giver lidt karisma’. Men hvorfor skulle han ikke have ret? Ar på mænd giver altid karisma – hvorfor kan samme ikke gøre sig gældende for kvinder? Det får mig til at tænke på en bog, jeg læste for nyligt “The Other Hand,” hvor en ung afrikansk asylansøger siger, at hun synes, ar er noget af det smukkeste “Fordi det er noget, du har overvundet/overlevet” (I’m paraphrasing here, sorry) Og det har jeg tænkt meget over siden. Hvor vestligt et mindset, det egentlig er, det med vores billede af ‘den rigtige/perfekte krop.’